På trods af Googles nylige kæmpe bøde fra Europa Kommissionen, fremlægger ejerselskabet bag, Alphabet Inc, tilfredsstillende indtjeningstal, som fortsat viser en stabil vækst hos internetgiganten.
Vækst på trods
For nyligt har ejerne af Google fremlagt indtjeningerne for andet kvartal for 2017. Tallene var som forventede – det går strålende for Alphabet Inc. Alphabet Inc., der blev grundlagt i 2015 af Google, er et holdingselskab, som ejer både Google, Android og YouTube.
På trods af selskabets enorme størrelse bliver det ved med at rulle ind med penge. Faktisk går det så godt, at omsætningen fortsætter med at vokse med en tocifret procentrate fra år til år.
Fortjenesten har dog været lidt nede i dette kvartal. Det skyldes den rekordstore bøde Europa Kommissionen med Margrethe Vestager i spidsen uddelte til Google. Bøden var på 18 milliarder danske kroner. Bøden blev givet til Google, fordi Europa Kommissionen og Margrethe Vestager, som er konkurrencekommissær, mente, at internetgiganten systematisk havde misbrugt sin dominans til at vise brugere hen til Googles egne annoncer og oven i købet at skubbe konkurrenter ned i søgeresultaterne. Bøden var et resultat af syv års undersøgelse af den amerikanske virksomhed.
Hjulene ruller stadig
Men selvom Googles ejere altså fik en økonomisk mavepuster, fortsætter selskabet sin store vækst.
I de første tre måneder i år rapporterede Alphabet Inc. lidt over 26 milliarder dollars i omsætning. Det svarer til over 163 milliarder danske kroner. Det er en stigning på 21 procent, hvis man sammenligner med samme periode fra sidste år. Ifølge det amerikanske virksomheds- og tech-magasin The Verge, ville Alphabet Inc., uden bøden fra Europa Kommissionen, have øget sine indtægter med hele 6,87 milliarder dollars i driftsindtægter, hvilket er en stigning på omkring 15 procent, hvis man sammenligner med andet kvartal fra sidste år. Det svarer til omkring 43 milliarder danske kroner.
Men som bekendt blev bøden givet. Og selv med den enorme rekordbøde, lykkedes Alphabet Inc. at opnå et ganske respektabelt resultat i driftsindtægter på 4,1 milliarder dollars. Det svarer til næsten 26 milliarder danske kroner.
Hos Alphabet Inc. selv er man stolt over væksten.
”Vi leverer stærk vækst med stor underliggende fremdrift, mens vi fortsætter med at lave fokuserede investeringer i nye indtægtsstrømme”, siger Ruth Porat, som er økonomichef i Alfabet Inc.
Hardwareprodukter er en del af forklaringen
Mange af os kender nok bedst produkterne fra Alphabet Inc. som digitale softwareprodukter såsom YouTube, styresystemet fra Android, Googles søgemaskine, Google Translate og så videre. Men økonomichef Ruth Porat fremhæver selskabets hardwareindsats som en afgørende kilde til ny vækst i omsætningen.
To af de produkter som bliver nævnt, er Google Home og WiFi. Google Home er en talestyret højtaler, hvor der er indbygget et program, som forstår, når man taler til det. Det minder altså om det mange Android-brugere kender fra deres smartphones, hvor man siger ”OK, Google” og beder om noget, eller stiller et spørgsmål. Desuden fremhæves Alphabet Inc.’s Cloud og Play, som nogle af de sektorer, der styrker strømmen af indtægter.
Samlet set voksede Googles ”andre indtægter” (forretningsområder, som er udenfor reklamer) omkring 50 procent på et årsbasis dette kvartal. Det skal dog bemærkes, at netop disse indtægter, vokser fra et meget mindre beløb. Googles ”andre indtægter” er på nuværende tidspunkt omkring 18 milliarder kroner sammenlignet med 143 milliarder kroner i indtægterne fra reklamer.